-
Professor advarer mod tendens blandt mænd med lav sexlyst og voksende mavefedt: »Jeg er bange for, at det kommer til at påvirke aldrende mænd negativt«
Source: BDK Borsnyt / 09 Apr 2025 00:16:12 America/Chicago
På en sundhedsklinik i Hellerup banker nedtrykte mænd i stigende grad på døren. De har ikke længere lyst til at have sex med konen, vægten er steget, og de savner den energi og det drive, de havde, da de var yngre. De har hørt om en løsning, som klinikken tilbyder: testosteron. »Vi oplever en stor stigning i mænd fra hele Danmark, der vil have målt deres testosteronniveau. Det er, som om der er en form for movement på det her område i øjeblikket,« siger Camilla Louise McGregor, der er administrerende direktør for sundhedsklinikken Valida Health. Det samme fortæller Svend Lindenberg, der er leder af Danmarks største private fertilitetsklinik, Copenhagen Fertility Center. »Vi oplever en markant stigning i interessen. Der er mange flere, der kontakter os i dag med henblik på at få testosteron end for bare halvandet år siden,« siger han. Ifølge nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen har de ret i deres betragtninger. De seneste ti år er antallet af mænd, der har fået udskrevet mindst én recept på testosterontilskud, steget med lige over 100 procent – fra 2.910 mænd i 2014 til 5.885 mænd i 2024. Fra 2023 til 2024 steg antallet med 44 procent. Og det er særligt aldersgruppen 45-65 år, der får recepter på hormonet. Men tendensen bekymrer Claus Højbjerg Gravholt, der er overlæge og klinisk professor i hormon- og knoglesygdomme ved Aarhus Universitet. »Der er enormt meget hype omkring testosteronbehandling i øjeblikket. Det bliver omtalt som ungdommens eliksir,« siger han. »Men jeg er bekymret for den her udvikling. Og jeg er bange for, at vi om 40 år vil konkludere, at det var en rigtig dårlig idé at udskrive mere testosteron, hvis tendensen bliver ved.« Tilskud kan give blodpropper Niveauet af det mandlige kønshormon testosteron falder fra omkring 30-årsalderen med omkring en til to procent om året. Ældre mænd vil derfor naturligt have mindre testosteron i kroppen, end da de var yngre. Det kan føre til blandt andet fald i muskelmassen, energiniveauet, humøret, sexlysten og mere fedt på kroppen. Men det er kun mænd, der har et kritisk lavt niveau uden for normalområdet, der bør få tilskud, mener Claus Højbjerg Gravholt. Ifølge Dansk Endokrinologisk Selskab lider 0,6 procent af mænd mellem 50 og 59 år af testosteronmangel – altså et niveau under normalområdet. 3,2 procent af mænd mellem 60 og 69 år har mangel på hormonet, mens det samme gælder for 5,1 procent af mænd mellem 70 og 79 år. »Mange mænd får målt deres testosteronniveau hos lægen, fordi de har hørt, at alle de her symptomer kan skyldes lavt testosteron. Så ligger de relativt lavt, dog inden for normalområdet. Og så kontakter de os, fordi de vil højere op i normalområdet,« siger han Men Claus Højbjerg Gravholt er meget varsom med at udskrive testosteron. Ofte skyldes det lave niveau nemlig, at de er overvægtige, spiser usundt, drikker for meget alkohol og er i dårlig form, og ikke at kroppen ikke kan producere nok testosteron selv. »Men de gider ikke have et budskab fra mig om, at de skal tabe sig og omlægge deres livsstil for at få det bedre. De mener, at det handler om deres testosteronniveau. De vil have et quickfix. Men det er en rigtig dårlig idé,« siger Claus Højbjerg Gravholt. Han fremhæver et studie fra 2010, hvor 209 mænd på 65 år eller ældre blev inddelt i to grupper. Alle mændene havde lavt testosteronniveau – dog inden for normalområdet. Den ene gruppe fik testosterontilskud, så deres niveau kom højere op, men stadig inden for normalområdet. Den anden gruppe fik placebo. Gruppen, der fik testosteron, oplevede en stigning i muskelmassen. Men efter et halvt år måtte forskerne stoppe studiet, da risikoen for blodpropper i hjertet samtidig steg markant blandt dem, der fik tilskud, på trods af at de forblev inden for normalområdet. Årsagen er muligvis, at testosteron stimulerer produktionen af røde blodlegemer, der kan gøre blodet tykkere og give forhøjet blodtryk, hvilket øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme. »Det er et af de bedste studier, vi har på området,« siger Claus Højbjerg Gravholt. »Men generelt har vi ikke særlig meget god forskning. Vi aner ikke, hvad det gør på sigt at give testosteron. De fleste studier er lavet over en kort periode, men det her handler jo om mænd, der tager det i 10, 15 eller 20 år. Og jeg er bange for, at det kommer til at påvirke aldrende mænd negativt, hvis vi bliver ved med at udskrive mere testosteron.« »Det er ikke naturligt at blive en sur gammel mand« Der er dog faglig uenighed på området. Endokrinologer – eksperter i hormonsygdomme – er typisk kritiske over for testosterontilskud, mens urologer – eksperter i urinvejene og mandens kønsorganer – og fertilitetslæger typisk er mere villige til at udskrive det, forklarer Claus Højbjerg Gravholt. En af dem er Svend Lindenberg fra Copenhagen Fertility Center. Typisk har mændene forsøgt at få målt deres testosteron hos deres praktiserende læge, som har afvist det, og derfor kontakter de ham. »Man skal selvfølgelig passe på ikke bare at hoppe på vognen og give alle mænd testosteron. Men der er nogle derude, der har behov for det, og dem skal vi finde og behandle,« siger Svend Lindenberg, der er tidligere overlæge på Herlev Hospital og professor ved Københavns Universitet. Omkring 20-30 procent af dem, der kontakter ham, ender med at få en recept på hormonet. Han udskriver dog ikke testosteron til overvægtige, insulinresistente eller personer med underliggende sygdomme, fortæller han. Disse mænd skal i første omgang forsøge at omlægge deres livsstil eller behandles for sygdommene, før de kan få en recept. »Jeg synes dog, at vi underbehandler i dag,« siger Svend Lindenberg. »Det er simpelthen ikke rigtigt, at det bare er en naturlig del af at blive ældre at blive en gammel sur mand, der sidder og hænger ovre i hjørnet. Det kan testosteron hjælpe på. Men det kræver, at der er dygtige læger, som undersøger for blandt andet sygdomme og livsstilsproblemer, inden det udskrives, og følger personerne efterfølgende.« Hans bekymring går i højere grad på, at der med den stigende interesse begynder at dukke flere private sundhedsklinikker op, som reklamerer for at måle mænds testosteronniveau og udskrive recepter til dem. Dermed er vi tilbage ved sundhedsklinikken i Hellerup. Sådan kan du selv øge dit testosteronniveau Direktør for Valida Health Camilla Louise McGregor fortæller, at der er læger tilknyttet klinikken. Omkring 50 procent af de mænd, der kommer ind, ender med at få en recept på hormonet. Dem, der ligger i den lave ende af normalområdet, kan også få udskrevet testosteron. Forskningen viser, at det kan øge risikoen for blodpropper. Er det ikke farligt, at I udskriver til så mange? »Vi faciliterer det og fortæller om det på et oplyst grundlag. Det er vigtigt også altid at nævne begrænsninger og risici. Men vi har ikke gode langtidsstudier på området endnu, ligesom vi heller ikke har for vægttabsmedicinen Wegovy. Det oplyser vi om, og så er det op til manden, om han vil have det eller ej,« siger Camilla Louise McGregor. »Hvis han ligger helt fint i testosteronniveau, udskriver vi det naturligvis ikke. Men hvis han ligger lavt, er vores erfaring, at mange mænd kan gavn af det her.« Claus Højbjerg Gravholt råder dog til, at man er meget varsom med at kontakte privatklinikker for at få testosteron. Hvis man har fået målt et niveau under normalområdet, kan det være en løsning at få udskrevet testosteron af sin læge. Men det gælder for langt de færreste. De fleste med symptomer på lavt testosteron vil ligge i den lave ende af normalområdet, og for dem er der kun den kedelige vej frem, påpeger han: Dyrk mere motion. Gerne styrketræning. Og spis sundere. »Så vil niveauet automatisk stige,« lyder det fra professoren. https://www.berlingske.dk/vores-liv/professor-advarer-mod-tendens-blandt-maend-med-lav-sexlyst-og-voksende